Blog

Triglycerid er det frie fedt i blodet

Tidligere fik triglycerid ikke meget opmærksomhed, men i dag ved vi, at der er sammenhæng mellem højt triglycerid og risiko for hjerte-kar-sygdom. Triglycerid kan måles sammen med kolesteroltallet i en blodprøve.

Triglycerid over 1,7 mmol/L øger risikoen for hjerte-kar-sygdom. Triglycerid over 8-10 mmol/L er alvorligt forhøjet, og ud over risikoen for hjerte-kar-sygdom, øger det risikoen for akut sygdom i bugspytkirtlen samt fedtlever.

Hvorfor er Triglycerid i blodet for højt?

Der kan være flere årsager til at triglycerid stiger: mad, alkohol, genetik, eller at man har en anden sygdom fx diabetes, leversygdom eller nyresygdom.

 

Triglycerid stiger ved et stort forbrug af alkohol eller et større indtag af sukker, fx fra sodavand, juice eller slik. Ofte hjælper det at skære ned på alkohol og sukker, men nogle gange er det nødvendigt at ophøre fuldstændigt med alkohol. Mere motion og et øget indtag af fisk kan desuden medvirke til sænkning af triglycerid.

Diætistens tips til sænkning af triglycerid

  • Drik alkoholfrie drikkevarer fremfor for øl, vin og spiritus
  • Drik vand, kaffe og te i stedet for sukkerholdige drikke som sodavand
  • Server frugt og nødder i stedet for slik, kage og is
  • Spis meget tun, laks, sild og makrel fremfor leverpostej, ost og spegepølse
  • Spis fisk til aftensmad 2 gange om ugen
  • Undgå store fedtholdige måltider hver uge
  • Dyrk mere motion, både kredsløbstræning og styrketræning

Effekten af livsstilsændringen kan se i blodprøven allerede efter ca. 7 uger.

(Kilde Hjerteforeningen)

Lav gode og sunde fiskeretter

Sunde opskrifter og på fiskeretter finder du på https://mettehusted.dk/mettehusted-fedtfattige-opskrifter/ Alle mine fedtfattige opskrifter er beregnet til 3 voksne eller 2 voksne og 2 børn. Opskrifterne er sunde med mindst 200 gram grøntsager til hver. Hver uge er samlet 5 opskrifter med årstidens fødevarer. Opskrifterne er inspirerende og årstidsbestemt. Ugen er opdelt så der er 2 opskrifter med kød, 1 opskrift med fisk, 1 opskrift med suppe og 1 vegetar opskrift.

Uge 49 – Pastaskruer med tun, kapers og persille

2 spsk. olivenolie

2 fed finthakket hvidløg

½ tsk. sambal oelek – chilisovs

3 spsk. afdryppede kapers

30 g hakket persille

saft fra 1 citron

425 g tun i vand

300 g fuldkornspasta

1 ½ dl bouillon

Tilbehør: Groft brød

Rør olie, hvidløg, sambal oelek, kapers, persille og citron i en skål. Hæld det over tun og bland det let sammen. Krydr med salt og peber. Kog pasta efter anvisning på pakken. Vend tun i pastaen og hæld tilstrækkelig varm bouillon over, så det får en blød konsistens.

Pr. person: ¼ portion pastaskruer med tun, kapers og persille og evt. groft brød

Andre gode fiskeopskrifter finder du på www.2gangeomugen.dk

Kampagnerne ‘Fisk 2 gange om ugen’ og ‘Fisk i kantinen’ varetages nu af Landbrug & Fødevarer: “Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at forankre de afsætningsfremmende indsatser’ hos Landbrug & Fødevarer. Fisk og skaldyr supplerer nu kød, mejeri, frugt & grønt, og du kan derfor sige, at vi nu har samlet ‘hele tallerkenen’ under ét,” siger Flemming Nør-Pedersen, der er direktør for Virksomhed & Marked hos Landbrug & Fødevarer.

Fish ’n chips med kuller og rodfrugter

4 personer
1 kg blandede rodfrugter
2 spsk olivenolie
500 g kuller eller anden hvid fisk
225 g mel + ekstra mel til at vende fisk i
2 tsk bagepulver
2 spsk timian, finthakket
1 kold øl
1 l vegetabilsk olie til dybstegning
Salt og peber
Citron

Rens og skær rodfrugterne på langs i grove stykker, vend dem med olie, salt og peber. Bag i ovnen ved 220 grader i 30-40 minutter.

Bland mel med timian og bagepulver, og pisk øllet deri til en glat tyk dej.

Skær fisken i mindre stykker og vend dem i lidt ekstra mel og derefter i dejen.

Ryst noget af dejen af, inden fisken kommer ned i den varme olie. Steg fiskene i ca. 2-3 minutter, indtil de er gyldne og sprøde og flyder oven på den varme olie. Læg dem herefter på et stykke fedtsugende papir, drys med salt og servér med rodfrugter og citron.

(Kilde 2gangeomugen.dk)

Find klinikken på FACEBOOK https://www.facebook.com/MetteMerlinHusted 

Aut. klinisk diætist, cand.scient. 

Mette Merlin Husted